Når kroppen er på overarbejde – småbørnstegn på sansemotoriske udfordringer
Allerede som helt lille kan et barn give tegn på, at kroppen ikke er helt i balance. Og selvom det kan være svært at afkode som forælder, er der små signaler, der viser, at nervesystemet har brug for hjælp til at finde ro. Jeg har haft fornøjelsen af at følge en skøn lille dreng, som jeg første gang så, da han var blot 7 måneder gammel. I dag er han 17 måneder – og næsten i mål med sin sansemotoriske træning. Men lad os starte fra begyndelsen… En lille dreng med store øjne – og en krop i alarmberedskab Hans mor kontaktede mig, fordi hun oplevede, at hendes dreng var usædvanligt meget “på” – som om han aldrig rigtig koblede fra. Allerede som 2 måneder gammel var han nysgerrig og ville ikke ligge ned. Han skulle op – op på skulderen, hvor han kunne kigge, søge, følge med. Søvn var en kamp. Han skulle vugges op og ned, og senere kunne han kun falde i søvn, hvis barnevognen kørte på ujævnt underlag som brosten. At lægge ham stille og roligt ned og sige “godnat” var slet ikke en mulighed.
En dreng i trivsel – og forældre med færre bekymringer
Når forældre rækker ud til mig, er det ofte fordi deres barn ikke helt trives. Nogle gange er det uro, søvnbesvær eller svært ved at være en del af det sociale fællesskab. Og ofte følger bekymringerne tæt med – Hvordan skal det gå i skolen? I fritiden? I fremtiden? Men med den rette støtte og træning, kan der ske noget helt fantastisk. Efter det tredje besøg beder jeg forældre om at dele deres oplevelse med forløbet – og her er, hvad en mor til en 9-årig dreng skrev til mig: Hvad er den største forandring, forløbet har givet dig og dit barn? “Bedre koncentration i skolen og hurtigere til at falde i søvn om aftenen.” Bare det at kunne falde i søvn uden kamp og uro er en kæmpe lettelse for mange familier – og når barnet samtidig kan samle sig bedre i skolen, begynder hverdagen at hænge sammen på en helt ny måde. Hvad var det allerbedste ved forløbet? “At vi har fået en dreng som trives bedre.” Kort og klart – og alligevel så fyldt med betydning. Når et barn trives, falder meget andet på
Når roen begynder at vokse – en mor deler sin oplevelse
Der sker noget særligt, når et barn begynder at finde ro i sin krop. Når nervesystemet får en pause, og hovedet ikke længere summer af uro, opstår der plads. Plads til nærhed, til kontakt, til nysgerrighed – og til udvikling. Efter tredje besøg hos mig, beder jeg altid forældrene om at dele deres oplevelse med forløbet. Det gør jeg, fordi deres ord fortæller noget, jeg aldrig selv kan sige lige så stærkt. De ser forandringerne. De mærker dem i hverdagen. Og de ved, hvordan det føles, når ens barn endelig begynder at trives. Her er en mor, der så smukt og ærligt har delt sin oplevelse: Hvad er den største forandring, forløbet har givet dig og dit barn? “Det er øvelser, som min dreng virkelig nyder. Han slapper fuldstændig af og får ro i både hoved og krop. Det er som om, at han indimellem bedre kan mærke sig selv og kan få ro i hovedet til at overskue noget mere – samt roen til at spørge mere ind til ting.” Det er præcis det, vi ønsker at skabe med sansemotorisk træning: En ro, der for
Når søvnløse nætter og tøj, der kradser, bliver til ro og trivsel
Forestil dig at være 8 år og have svært ved at finde ro i kroppen. Forestil dig, at strømper kradser, bukser klemmer, og at søvnen hver aften bliver en kamp, der kan tage timer. Sådan så hverdagen ud for en skøn dreng og hans familie, da de kontaktede mig for tre måneder siden. Hans mor kom med et håb. Et håb om, at det kunne blive anderledes. At han kunne få ro – og at de som familie kunne få en lettere hverdag. Og det håb blev til virkelighed. Fra tøjkrise og uro til mere ro og færre konflikter Drengen havde svært ved at tåle elastik, lynlåse og syninger. Joggingbukser var det eneste tøj, han kunne udholde. Hver aften kunne det tage op til 2,5 timer at falde i søvn, og han var ofte plaget af NightTerrors. Han havde så meget uro i kroppen, at det skabte problemer i skolen – både socialt og fagligt. Men så gik familien i gang. De trænede flittigt med de sansemotoriske øvelser, vi lagde sammen. Og her – tre måneder senere – er det en helt anden dreng, jeg har fået besøg af. Her er nogl
Fra afvisning til nærhed – én måneds træning forvandler hverdagen
Nogle gange sker de største forandringer på bare én måned. For en måned siden mødte jeg en lille dreng på 2 år. Han var udfordret på sin taktile sans – altså på berøring, kropskontakt og nærvær. Sammen med forældrene og hans dagplejer gik vi i gang med sansemotorisk træning. Og allerede nu, efter bare fire uger, står familien og dagplejeren med en helt anden dreng. Og det er ikke bare én lille forandring – det er mange små mirakler, som tilsammen har gjort hverdagen lettere, blidere og fyldt med mere kærlighed. Små hænder, store fremskridt Her er nogle af de forandringer, som både forældre og dagplejer har lagt mærke til: • Mere kærlig adfærd: Drengen er blevet blidere over for de andre børn i dagplejen. Han søger kontakt og giver nu også krammere til både mor og far. • Nærhed med lillebror: Før var han hård ved sin nyfødte lillebror. Nu hviler han hovedet ind til ham og giver blide kærtegn – “klaskene” er væk. • Leg og fordybelse: Han kan sidde og lege med sin bilbane i op mod en hal
Fra berøringssky til krammeklar – en drengs rejse mod ro og trivsel
Taktile udfordringer – altså problemer med berøring – kan fylde enormt meget i et barns hverdag. Det handler ikke bare om ikke at kunne lide at få tøj på eller blive krammet. Det handler om, hvordan hele nervesystemet reagerer på verden omkring sig. For en måned siden mødte jeg en skøn dreng på knap 7 år. Han var, som man kalder det, taktilsky – han reagerede kraftigt på berøring og havde svært ved at finde ro i kroppen. I dag har han været på sit andet besøg hos mig, og jeg må bare sige: Der er sket så meget! Forandringerne kom hurtigt Forældrene begyndte at træne med ham derhjemme efter vores første møde – og allerede efter en uges tid, begyndte de at se ændringer. Drengen virkede mere rolig, og konflikterne derhjemme blev færre. Han begyndte at tage imod kritik uden at blive overvældet. I stedet for at gå i affekt, kunne han lytte og acceptere, at mor eller far guidede ham i en ny retning. Det er en kæmpe udvikling – både for barnet og for dynamikken i hjemmet. Mere nærvær, mere en
