Bliver dit barn nemt forskrækket? Overreagerer det på høje lyde, stærkt lys eller berøring? Har du en fornemmelse af, at dit barn er altid på vagt? Det kan skyldes en aktiv Moro-refleks – en af de primitive reflekser, der bør være integreret i spædbarnsalderen, men som hos nogle børn bliver hængende og skaber uro i kroppen.
Moro-refleksen – også kendt som “forskrækkelsesrefleksen” – er en medfødt, automatisk refleks, som aktiveres, når et spædbarn føler sig truet eller bliver forskrækket. Det kan f.eks. være ved en pludselig bevægelse, en høj lyd, et skarpt lys eller en ændring i barnets kropsposition.
Når Moro-refleksen aktiveres, vil babyen reagere med en tydelig bevægelse: Barnet kaster hovedet bagud, strækker ben og arme ud, hvorefter armene føres ind foran kroppen, og hænderne knyttes. Ofte følger et højt grådskrig – og hele nervesystemet går i alarmberedskab.
Refleksen er en tidlig overlevelsesmekanisme – kroppens første udgave af kæmp-flygt-reaktionen. Den er vigtig for barnets overlevelse i de første uger af livet, men bør aftage i takt med, at nervesystemet modnes.
Moro-refleksen er aktiv fra fødslen og topper i barnets første levemåned. Den begynder normalt at aftage omkring 2-4 måneders alderen og bør være helt integreret senest omkring 5-6 måneder.
Hos nogle børn sker denne integration dog ikke som forventet – og når Moro-refleksen forbliver aktiv, påvirker det barnets adfærd, følelsesliv, sansebearbejdning og generelle trivsel.
En aktiv Moro-refleks hos større børn (eller endda teenagere) kan vise sig på mange forskellige måder – afhængigt af barnets øvrige sanseprofil og personlighed. Nogle børn trækker sig og virker generte, mens andre bliver hyperaktive og forsøger at skabe kontrol over deres omgivelser.
Typiske symptomer på en aktiv Moro-refleks:
Det mest karakteristiske kendetegn er, at barnet bliver overstimuleret hurtigt, fordi nervesystemet hele tiden er i alarmberedskab – også når der ikke er nogen reel fare. Det betyder, at barnet ikke kan filtrere sanseindtryk som lyd, lys og bevægelse, og det udløser gang på gang en kæmp-eller-flygt-reaktion.
Når kroppen konstant er i alarmberedskab, aktiveres binyrerne igen og igen. Det fører til et forhøjet niveau af stresshormoner – og over tid kan det slide på kroppen. Uintegreret Moro-refleks er derfor ikke kun et sansemæssigt problem, men kan også give fysiske symptomer som:
Kort sagt: En vedvarende aktiv Moro-refleks stresser kroppen indefra, og mange børn har levet med den i årevis uden at blive mødt med den rette støtte.
Der kan være flere årsager til, at Moro-refleksen ikke integreres som den bør:
Ofte ses en aktiv Moro-refleks hos børn med sansemotoriske vanskeligheder, opmærksomhedsforstyrrelser og udviklingsforsinkelser.
Heldigvis kan man arbejde målrettet med at integrere Moro-refleksen – og det giver tydelige resultater. Ved hjælp af sansemotorisk træning, bevægelsesmønstre og gentagende input til nervesystemet kan refleksen dæmpes og til sidst integreres, så nervesystemet falder til ro.
Når Moro-refleksen integreres, ser vi typisk:
Hos mange børn sker der markante forbedringer i løbet af få måneder – og forældre beskriver ofte, hvordan deres barn “får mere lys i øjnene”, “falder til ro” eller “endelig kan trække vejret”.
Hvis du kan genkende flere af symptomerne, og dit barn ofte virker på vagt, følsom, overreagerende eller udmattet – så er det værd at undersøge, om Moro-refleksen er en del af billedet.
Som motorikvejleder arbejder jeg med at hjælpe børn i alderen 0-18 år med at integrere de primitive reflekser – herunder Moro-refleksen – så deres nervesystem falder til ro, og de får bedre forudsætninger for læring, trivsel og livsglæde.
