Allerede som helt lille kan et barn give tegn på, at kroppen ikke er helt i balance. Og selvom det kan være svært at afkode som forælder, er der små signaler, der viser, at nervesystemet har brug for hjælp til at finde ro.


Jeg har haft fornøjelsen af at følge en skøn lille dreng, som jeg første gang så, da han var blot 7 måneder gammel. I dag er han 17 måneder – og næsten i mål med sin sansemotoriske træning.


Men lad os starte fra begyndelsen…


En lille dreng med store øjne – og en krop i alarmberedskab


Hans mor kontaktede mig, fordi hun oplevede, at hendes dreng var usædvanligt meget “på” – som om han aldrig rigtig koblede fra. Allerede som 2 måneder gammel var han nysgerrig og ville ikke ligge ned. Han skulle op – op på skulderen, hvor han kunne kigge, søge, følge med.


Søvn var en kamp. Han skulle vugges op og ned, og senere kunne han kun falde i søvn, hvis barnevognen kørte på ujævnt underlag som brosten. At lægge ham stille og roligt ned og sige “godnat” var slet ikke en mulighed.


Da familien forsøgte sig med en slyngevugge, blev han panisk ved nedlæggelsen – hans krop kunne ikke finde ro.


Han var opmærksom, udadvendt, søgende – og samtidig i konstant alarmberedskab. Når han havde været vågen i 1,5-2 timer, begyndte han at virke overstimuleret: Han blev overaktiv, pludrende, grinede nærmest hysterisk og begyndte at ryste og fægte med arme og ben.


Et forløb med målrettet træning – og stor forandring


I dag – efter 10 måneders træning – er han næsten ikke til at kende.

• Han sover 2,5 timers lur hver dag, både hjemme og i dagplejen, uden behov for bevægelse.

• Dagplejeren beskriver ham som et nemt barn.

• Han viser ingen tegn på overstimulering længere.

• Rysten og flagren med kroppen forsvandt ret hurtigt i forløbet.

• Øjnene arbejder ikke længere på højtryk – han fremstår rolig og tilpas.

• Han går i normalt tempo, holder pauser, hviler hovedet, leger fordybet og regulerer sin arousal selv.

• Han søger kontakt, deltager aktivt i leg, og er tilpas under hele besøget hos mig.


Han har stadig lidt at arbejde med på den proprioceptive sans (kroppens evne til at mærke sig selv), men forældrene træner flittigt, og han er godt på vej. Hans grovmotoriske udvikling er helt på niveau – og han går stabilt og stærkt med flot balance og kropskontrol.


Tidlig indsats gør en kæmpe forskel


Denne lille dreng er et fantastisk eksempel på, hvor meget man kan ændre med rettidig støtte og målrettet træning. Når kroppen falder til ro, får barnet mulighed for at vokse, udvikle sig og være barn – uden hele tiden at skulle kæmpe med en krop, der larmer.


Hvis du har en baby eller tumling, der virker “alt for vågen”, har svært ved at finde ro, har søvnudfordringer eller reagerer kraftigt på stimuli – så er du ikke alene. Og der er hjælp at hente.


Sansemotorisk træning kan skabe den ro, dit barn har brug for – og give jer som familie redskaberne til at støtte dit barn bedst muligt.


Du er altid velkommen.