Forestil dig at være 8 år og have svært ved at finde ro i kroppen. Forestil dig, at strømper kradser, bukser klemmer, og at søvnen hver aften bliver en kamp, der kan tage timer. Sådan så hverdagen ud for en skøn dreng og hans familie, da de kontaktede mig for tre måneder siden. Hans mor kom med et håb. Et håb om, at det kunne blive anderledes. At han kunne få ro – og at de som familie kunne få en lettere hverdag. Og det håb blev til virkelighed. Fra tøjkrise og uro til mere ro og færre konflikter Drengen havde svært ved at tåle elastik, lynlåse og syninger. Joggingbukser var det eneste tøj, han kunne udholde. Hver aften kunne det tage op til 2,5 timer at falde i søvn, og han var ofte plaget af NightTerrors. Han havde så meget uro i kroppen, at det skabte problemer i skolen – både socialt og fagligt. Men så gik familien i gang. De trænede flittigt med de sansemotoriske øvelser, vi lagde sammen. Og her – tre måneder senere – er det en helt anden dreng, jeg har fået besøg af. Her er nogl

Nogle gange sker de største forandringer på bare én måned. For en måned siden mødte jeg en lille dreng på 2 år. Han var udfordret på sin taktile sans – altså på berøring, kropskontakt og nærvær. Sammen med forældrene og hans dagplejer gik vi i gang med sansemotorisk træning. Og allerede nu, efter bare fire uger, står familien og dagplejeren med en helt anden dreng. Og det er ikke bare én lille forandring – det er mange små mirakler, som tilsammen har gjort hverdagen lettere, blidere og fyldt med mere kærlighed. Små hænder, store fremskridt Her er nogle af de forandringer, som både forældre og dagplejer har lagt mærke til: • Mere kærlig adfærd: Drengen er blevet blidere over for de andre børn i dagplejen. Han søger kontakt og giver nu også krammere til både mor og far. • Nærhed med lillebror: Før var han hård ved sin nyfødte lillebror. Nu hviler han hovedet ind til ham og giver blide kærtegn – “klaskene” er væk. • Leg og fordybelse: Han kan sidde og lege med sin bilbane i op mod en hal

Taktile udfordringer – altså problemer med berøring – kan fylde enormt meget i et barns hverdag. Det handler ikke bare om ikke at kunne lide at få tøj på eller blive krammet. Det handler om, hvordan hele nervesystemet reagerer på verden omkring sig. For en måned siden mødte jeg en skøn dreng på knap 7 år. Han var, som man kalder det, taktilsky – han reagerede kraftigt på berøring og havde svært ved at finde ro i kroppen. I dag har han været på sit andet besøg hos mig, og jeg må bare sige: Der er sket så meget! Forandringerne kom hurtigt Forældrene begyndte at træne med ham derhjemme efter vores første møde – og allerede efter en uges tid, begyndte de at se ændringer. Drengen virkede mere rolig, og konflikterne derhjemme blev færre. Han begyndte at tage imod kritik uden at blive overvældet. I stedet for at gå i affekt, kunne han lytte og acceptere, at mor eller far guidede ham i en ny retning. Det er en kæmpe udvikling – både for barnet og for dynamikken i hjemmet. Mere nærvær, mere en

Sansemotorisk træning handler ikke kun om motorik og bevægelse. Det handler i høj grad om at skabe ro i kroppen – og i hverdagen. Og nogle gange gør de små ændringer den største forskel. Her er en mor, der har været i forløb med sin 5-årige datter. Hun fortæller med sine egne ord, hvad træningen har betydet for deres familie: Hvad er den største forandring, forløbet har givet dig og dit barn? “Vi har langt færre nedsmeltninger i løbet af dagen, særligt om morgenen er det blevet nemmere. Hun er ikke længere generet af mærker i tøjet, syningerne ved strømperne irriterer stort set ikke mere, og det er ok, at jeg sætter hendes hår. Vi oplever, at hun hviler mere i sig selv. Derudover er hendes ængstelighed aftaget – hun er f.eks. ikke optaget af bakterier i samme grad og skal ikke vaske hænder hele tiden.” Det er ofte de små, daglige kampe, der tærer mest på både barn og forældre. Og netop derfor føles det som en kæmpe lettelse, når det begynder at glide lidt lettere. Hvad var det allerbe

Når forældre starter et forløb hos mig, handler det sjældent “bare” om bevægelse og øvelser. Det handler om at finde ro. Finde sig selv. Og hjælpe sit barn med at mærke sin krop og være i balance – både dag og nat. Efter 3. besøg spørger jeg altid forældrene, hvordan det går. Det gør jeg, fordi jeg ved, at der ofte sker store forandringer – men at man nogle gange først ser det, når man stopper op og kigger tilbage. Her er en mor, der med sine egne ord beskriver, hvad det har betydet for hendes lille dreng på 2 år – og for hele familien: Hvad er den største forandring, forløbet har givet dig og dit barn? “Den største forandring forløbet har givet os er, at vores dreng generelt er mere afslappet. Han mærker sig selv, og tonser ikke længere afsted med 180 km/t. Han er blevet meget bedre til at slappe af, både dag og nat.” At kunne mærke sig selv og finde ro – det er en gave. Og når barnet falder til ro, smitter det af på hele familien. Hvad var det allerbedste ved forløbet? “Det allerbed

Nogle gange får jeg beskeder, som rammer mig lige i hjertet – og som minder mig om, hvorfor jeg laver det, jeg gør. I dag vil jeg gerne dele en af dem med dig. En lille hilsen fra en mor, der kæmper for sit barn. En mor, der ikke giver op. Og en dreng, der nu oplever sejre, som for få uger siden virkede helt uopnåelige. Her er, hvad hun skrev til mig: “Sødeste Sansevejleder. Jeg vil blot fortælle dig om en sejr, vi havde i går. Vi kæmper – og det holder hårdt, at få proppet 3x træning ind dagligt, men vi får det gjort – til stor nydelse for min søn. Nå, men det jeg vil sige er: Hele 0. klasse måtte vi droppe lektielæsning hjemme, fordi det simpelthen blev en decideret angst-trigger for min søn. De sidste to uger har vi kunnet læse en smule med klistermærker som motivation. Men i går aftes… i går aftes læste vi 10 sider… 10!!!!!! Vi har af to omgange kunnet læse 2 sider pr. gang. Men i går: 10!!!!! Der MÅ være sket noget med træningen, for det her har vi ikke kunnet i over et år. Og he