Nogle gange får jeg beskeder, som rammer mig lige i hjertet – og som minder mig om, hvorfor jeg laver det, jeg gør. I dag vil jeg gerne dele en af dem med dig. En lille hilsen fra en mor, der kæmper for sit barn. En mor, der ikke giver op. Og en dreng, der nu oplever sejre, som for få uger siden virkede helt uopnåelige.
Her er, hvad hun skrev til mig:
“Sødeste Sansevejleder.
Jeg vil blot fortælle dig om en sejr, vi havde i går.
Vi kæmper – og det holder hårdt, at få proppet 3x træning ind dagligt, men vi får det gjort – til stor nydelse for min søn.
Nå, men det jeg vil sige er: Hele 0. klasse måtte vi droppe lektielæsning hjemme, fordi det simpelthen blev en decideret angst-trigger for min søn.
De sidste to uger har vi kunnet læse en smule med klistermærker som motivation. Men i går aftes… i går aftes læste vi 10 sider… 10!!!!!!
Vi har af to omgange kunnet læse 2 sider pr. gang. Men i går: 10!!!!!
Der MÅ være sket noget med træningen, for det her har vi ikke kunnet i over et år.
Og her, 2 uger efter vi begyndte at træne, der læser han 10 sider…
Jeg er STOLT! Og han er STOLT! Og det var en fed oplevelse for os begge.
Derudover går han væsentligt færre gange på toilet – specielt fra puttetid til indsovning. Og så falder han hurtigere i søvn – han er i hvert fald langt mere rolig om aftenen i sengen.
Hilsen en mor”*
Det er så vigtigt at dele de små – men kæmpestore – fremskridt. For det her handler ikke kun om at læse. Det handler om trivsel. Om at mindske angst. Om at skabe positive stunder sammen. Om at mærke, at man rykker sig. Og når barnet mærker det – og når forældrene mærker det – så vokser håbet. Og troen på, at det hele nok skal gå.
Tak til alle jer, der knokler hver eneste dag. Jer, der kæmper med træningen, selv når det er svært. Det virker. Og I gør en kæmpe forskel.
