– når kroppen kommer i vejen for læring


Når et barn har svært ved at sidde stille, bliver hurtigt frustreret, ikke kan koncentrere sig eller tilsyneladende ikke “hører efter”, kan det være fristende at tolke det som dårlig opførsel, manglende motivation – eller måske en diagnose. Men ofte gemmer der sig en vigtig og overset forklaring: sansemotoriske udfordringer.



Hvad er sansemotorik – og hvorfor er det vigtigt i skolen?


Sansemotorik handler om, hvordan hjernen bearbejder sanseindtryk og omsætter dem til hensigtsmæssige bevægelser og adfærd. Når barnet skal sidde stille på en stol, skrive med en blyant, koncentrere sig om læring og navigere socialt i en klasse, kræver det et velfungerende sansemotorisk system.


Et barn med sansemotoriske vanskeligheder kæmper ofte med:

  • Uro i kroppen
  • Koncentrationsbesvær
  • Koordinationsproblemer
  • Svært ved at forstå eller følge instruktioner
  • Nedsat udholdenhed ved skolearbejde
  • Let til frustration eller tilbagetrækning


Typiske tegn på sansemotoriske udfordringer i skolealderen

  • Sidder uroligt, vipper på stolen eller falder ned af den
  • Har svært ved at sidde med ret ryg eller skrive uden at støtte hele kroppen
  • Undgår opgaver der kræver finmotorik (fx skrivning eller klippearbejde)
  • Taler højt, afbryder eller har svært ved at aflæse sociale signaler
  • Har nedsat kropsbevidsthed – støder ind i ting, vælter sin stol, mister blyanter mm.
  • Bliver hurtigt overstimuleret af lyde, lys eller mange mennesker
  • Klager over, at tøjet kradser, eller nægter at have jakke, hue eller sko på



Sanseintegration og arousal – kroppen påvirker hjernen


Når sanserne ikke bearbejdes korrekt, kan det være svært for barnet at finde den rette arousaltilstand – altså niveauet af vågenhed og opmærksomhed. Nogle børn er konstant over-aroused (på overarbejde), mens andre er under-aroused (sløve eller passive). Begge dele gør det svært at lære, lytte og deltage i undervisningen.


Tre sanser er særligt centrale:

  • Den taktile sans (følesansen): Hjælper barnet med at tolerere berøring, mærke grænser og føle tryghed i kroppen.
  • Den proprioceptive sans (led-/muskel-led-sansen): Hjælper barnet med kropsbevidsthed, motorisk planlægning og at regulere kraft og tempo.
  • Labyrintsansen (vestibulærsansen): Styrer balance, øjenbevægelser, tonus og opmærksomhed.


Når én eller flere af disse sanser ikke fungerer optimalt, kan barnet opleve stor indre uro, have svært ved at koordinere sin krop og reagere med undgåelsesadfærd eller overstimulering.



De primitive reflekser – når nervesystemet ikke er modnet færdigt


Mange børn i skolealderen har stadig aktive primitive reflekser. Det er automatiske bevægemønstre, som burde være hæmmet i spædbarnsalderen, men som hos nogle børn forbliver aktive og forstyrrer den motoriske og kognitive udvikling.


Eksempler:

  • ATNR (asymmetrisk tonisk nakke-refleks): Gør det svært at krydse midtlinjen – barnet kan fx have svært ved at læse, skrive og orientere sig på papir.
  • STNR (symmetrisk tonisk nakke-refleks): Påvirker kropsholdning, koncentration og finmotorik.
  • Moro-refleksen: Gør barnet alarmberedt og følsomt overfor stimuli som lys, lyd og bevægelse.



Hvordan påvirker det skolelivet?


Børn med sansemotoriske vanskeligheder oplever ofte nederlag i skolen – ikke fordi de ikke vil lære, men fordi deres nervesystem arbejder imod dem. De bruger enorme mængder energi på bare at sidde på stolen og være til stede, hvilket kan resultere i:

  • Lavt selvværd (“jeg kan ikke finde ud af det”)
  • Overdreven træthed efter skoledagen
  • Konflikter med voksne og klassekammerater
  • Misforståelser omkring adfærd og motivation



Hvad kan lærere og fagpersoner gøre?


Der findes heldigvis mange lavpraktiske tiltag, der kan hjælpe:

  • Mikropauser og bevægelse i undervisningen: Hjælper barnet med at nulstille og regulere kroppen.
  • Tydelige strukturer og visuelle støtter: Giver forudsigelighed og ro.
  • Tunge sanseinput: Fx elastikker på stolens ben, tyngdedyne i pauser eller kuglepuder at sidde på.
  • Mulighed for at sidde uroligt “på en kontrolleret måde” – fx med en vippepude, gyngestol eller en fidget.



Hvordan kan forældre støtte hjemmefra?


Forældre kan støtte op ved at:

  • Give barnet mulighed for bevægelse efter skole
  • Sørge for gode søvn- og kostvaner
  • Lade barnet få ro og pauser uden krav om præstation
  • Søge vejledning, hvis barnet ofte klager over kroppen, tøjet, lydene eller virker overstimuleret


Sansemotorisk træning, fx gennem et struktureret forløb med fokus på sanseintegration og refleksintegration, kan have en meget positiv effekt – både på barnets trivsel, indlæring og sociale liv.



Konklusion: Tidlig indsats gør en forskel


Sansemotoriske udfordringer i skolen er mere almindelige, end man tror – og de bliver alt for ofte overset. Ved at forstå barnets kropslige signaler og tilpasse hverdagen, kan både forældre og fagpersoner gøre en stor forskel.


Det handler ikke om, at barnet skal tage sig sammen – men om at kroppen skal hjælpes til at finde ro, balance og overskud til at lære.


Vil du læse mere om det forløb, som jeg tilbyder, så læs mere her.