Sociale udfordringer hos børn med sansemotoriske udfordringer

Hvordan sansebearbejdning kan påvirke leg og fællesskab

Har du et barn, der trækker sig fra leg med andre børn? Eller måske et barn, der helst vil tage styringen og bestemme reglerne i legen? Måske oplever du, at dit barn har svært ved at aflæse sociale signaler, bliver for voldsomt i sin leg eller helt lukker ned, når der sker for meget.

Sociale udfordringer hos børn kan have mange årsager. Hos nogle børn kan sansemotoriske udfordringer være en vigtig del af forklaringen. Det er ikke nødvendigvis, fordi barnet ikke vil lege eller være en del af fællesskabet. Barnets nervesystem kan være så optaget af at registrere, sortere og reagere på sanseindtryk, at der bliver mindre overskud til kontakt, fleksibilitet og fælles leg.

Taktilsansen, labyrintsansen og muskel- og ledsansen kan alle få betydning for, hvordan barnet oplever fysisk nærhed, bevægelse, kropskontakt og tempoet i en leg. Samtidig kan blandt andet sprog, motorik, opmærksomhed, angst, tidligere erfaringer og rammerne omkring barnet også spille ind.

I denne artikel kan du læse om:

• Hvordan sansebearbejdning kan påvirke leg og sociale relationer
• Hvordan berøring, bevægelse og kropsfornemmelse kan skabe udfordringer i fællesskabet
• Hvordan barnet kan reagere med frys, kamp eller flugt, når det bliver overvældet
• Hvad du som forælder eller fagperson konkret kan gøre for at støtte barnet

Sociale udfordringer handler ikke nødvendigvis om manglende lyst

Leg med andre børn stiller store krav til nervesystemet. Barnet skal kunne holde styr på lyde, bevægelser, berøring, ansigtsudtryk, regler og hurtige skift – ofte på samme tid. Det skal også kunne mærke sin egen krop, regulere sin kraft og tilpasse sig de andre børn.

Hvis barnet let bliver overvældet eller ikke registrerer kropslige signaler tydeligt, kan det være svært at følge med. Barnet kan derfor trække sig, forsøge at kontrollere legen eller blive mere fysisk, end situationen kræver. Adfærden kan se afvisende, dominerende eller voldsom ud, selvom barnet i virkeligheden prøver at skabe tryghed eller få bedre kontakt med sin egen krop.

Det kan være hjælpsomt at spørge: Hvad er det i situationen, der bliver svært for barnet? Er det nærheden, støjen, tempoet, bevægelserne, de skiftende regler eller usikkerheden om, hvad der skal ske?

Taktilsansen – når berøring føles utryg eller uforudsigelig

Taktilsansen, også kaldet følesansen, registrerer blandt andet berøring, tryk, temperatur og smerte. Den har betydning for, hvordan barnet oplever fysisk nærhed og kontakt med andre.

Når barnet reagerer kraftigt på berøring

Et barn med en overreagerende taktilsans kan opleve let eller uventet berøring som ubehagelig og overvældende. Det kan betyde, at barnet:

• Trækker sig fra kram eller leg, hvor børnene står tæt
• Bliver utrygt, når andre kommer bagfra eller rører uden varsel
• Reagerer kraftigt ved et lille skub, som opstår ved et uheld
• Undgår aktiviteter med meget kropskontakt
• Bliver optaget af tøj, sko eller andre sanseindtryk og derfor mister overskud til samspillet

En let hånd på skulderen kan for andre føles neutral, men barnet kan opleve den som en grænseoverskridelse. Reaktionen handler derfor ikke nødvendigvis om det andet barn, men om hvordan berøringen registreres.

Når barnet søger meget berøring

Et barn, der registrerer berøring svagt eller har behov for kraftigere sanseinput, kan søge mere fysisk kontakt. Det kan betyde, at barnet:

• Krammer, læner sig op ad eller rører ved andre meget ofte
• Skubber eller tumler hårdere, end de andre børn bryder sig om
• Kommer tæt på uden at opdage, at den anden trækker sig
• Søger vilde lege for at få tydelige kropslige input

Barnet ønsker måske kontakt, men kan have brug for hjælp til at opdage andres grænser og dosere sin egen kraft.

Labyrintsansen – når bevægelse påvirker deltagelsen

Labyrintsansen, også kaldet balancesansen eller vestibulærsansen, registrerer hovedets bevægelser og hjælper barnet med balance, kropsholdning, blikstabilitet og orientering i rummet. Når denne sans bearbejdes anderledes, kan det påvirke barnets mulighed for at deltage i fysisk leg.

Nogle børn bliver hurtigt utrygge ved bevægelse. De kan undgå at gynge, rutsje, hoppe eller klatre og foretrækker måske rolige aktiviteter, hvor de føler sig mere sikre. I en børnegruppe kan det betyde, at barnet står i kanten af legepladsen eller siger nej til fælleslege, selvom det gerne vil være med socialt.

Andre børn søger meget og intens bevægelse. De løber, hopper, klatrer eller snurrer og kan have svært ved at tilpasse tempoet til legen. Barnets behov for bevægelse kan fylde så meget, at det bliver vanskeligt at vente, skiftes eller følge de fælles regler.

Et barn med udfordringer inden for balance og kropsholdning kan desuden bruge meget energi på at holde kroppen stabil. Boldspil, fangeleg og leg på ujævnt underlag kan derfor være krævende. Barnet kan komme til at virke klodset, forsigtigt eller hektisk og risikerer at blive misforstået af de andre børn.

Labyrintsansen forklarer ikke i sig selv barnets sociale udfordringer. Men barnets oplevelse af bevægelse og balance kan påvirke, hvilke lege det tør deltage i, og hvor længe det kan holde til at være med.

Muskel- og ledsansen – kraft, afstand og kropsbevidsthed

Muskel- og ledsansen, også kaldet den proprioceptive sans, giver information om kroppens stilling og bevægelse. Den hjælper barnet med at mærke, hvor meget kraft det bruger, og hvor kroppen befinder sig i forhold til andre.

Når disse signaler ikke er tydelige, kan barnet:

• Skubbe, gribe eller kramme hårdere end tilsigtet
• Støde ind i andre eller komme meget tæt på
• Have svært ved at tilpasse kraften i tumleleg og boldspil
• Søge hop, pres, træk og andre kraftige kropslige aktiviteter

Barnet kan derfor blive opfattet som voldsomt, selvom det ikke ønsker at gøre nogen ondt. Tydelige rammer, konkrete aftaler og hjælp til at mærke forskellen på blidt og kraftigt kan gøre legen tryggere for alle.

Frys, kamp eller flugt – når barnet bliver overvældet

Når en situation bliver for uforudsigelig eller belastende, kan kroppen reagere automatisk. Barnet kan blandt andet reagere med frys, kamp eller flugt:

• Frys: Barnet bliver stille, trækker sig, undgår øjenkontakt eller har svært ved at svare. Det kan ligne generthed eller manglende interesse, men barnet kan være overvældet og ude af stand til at handle.
• Kamp: Barnet bliver vredt, skubber, råber eller forsøger at bestemme over legen. Kontrol kan være en måde at gøre situationen mere forudsigelig på.
• Flugt: Barnet går væk, løber sin vej, skifter aktivitet eller skaber uro for at komme ud af en situation, der føles for krævende.

Disse reaktioner er ikke diagnoser, og de skyldes ikke altid sanserne. De kan også hænge sammen med for eksempel angst, sprog, opmærksomhed, sociale erfaringer eller utrygge rammer. Pointen er, at adfærden kan være et tegn på belastning – ikke blot dårlig opførsel.

Typiske sociale udfordringer hos børn med sansemotoriske vanskeligheder

Barnet kan for eksempel:

• Holde sig på afstand af tæt og fysisk leg
• Foretrække at lege med ét barn ad gangen
• Have svært ved at komme ind i en leg, der allerede er i gang
• Blive “politimand” og fastholde bestemte regler for at skabe forudsigelighed
• Blive for voldsomt i tumleleg eller komme for tæt på andre
• Trække sig, når lokalet er støjende, eller mange børn bevæger sig omkring det
• Reagere kraftigt, når legen ændrer retning uden varsel
• Have svært ved at stoppe en spændende eller intens leg igen
• Være meget træt eller følelsesmæssigt påvirket efter sociale aktiviteter

Det enkelte tegn fortæller ikke i sig selv, hvad årsagen er. Det er mønsteret på tværs af situationer, der kan give vigtig viden.

Se efter mønstre – ikke kun én forklaring

Når et barn har sociale udfordringer, er det vigtigt at være nysgerrig på hele barnets situation. Spørg blandt andet:

• Hvornår fungerer legen godt, og hvornår bliver den svær?
• Er bestemte lyde, berøringer, bevægelser eller miljøer belastende?
• Har barnet sprogligt overskud til at forhandle og forklare sig i legen?
• Har barnet svært ved motorisk planlægning, balance eller at regulere sin kraft?
• Er barnet træt, ængsteligt eller usikkert på de andre børn?
• Er der konflikter, drilleri, mobning eller en kultur, hvor barnet har svært ved at få adgang til fællesskabet?

Sansemotoriske forhold kan være en del af forklaringen, men sociale udfordringer kan også være forbundet med eksempelvis hørelse, sprogudvikling, motorisk koordination, ADHD, autisme, angst eller belastninger i barnets omgivelser. Flere forhold kan være til stede samtidig.

Hvordan kan du støtte dit barn?

1. Skab forudsigelighed

Fortæl barnet, hvem det skal være sammen med, hvor legen foregår, og hvad der nogenlunde skal ske. Forbered barnet på skift og afslutninger. Forudsigelighed frigør energi, som barnet i stedet kan bruge på kontakten med de andre.

2. Begynd i små og trygge fællesskaber

En leg med ét kendt barn kan være lettere end en stor, åben børnegruppe. Vælg korte, overskuelige møder og byg gradvist videre, når barnet oplever succes.

3. Giv legen en tydelig ramme

Aktiviteter med klare roller, en fælles opgave og en synlig begyndelse og afslutning kan gøre deltagelsen lettere. Det kan eksempelvis være at bygge en bane, bage sammen, lave en skattejagt eller spille et enkelt spil.

4. Hjælp barnet ind i legen

Nogle børn har brug for en voksen, der hjælper med den første kontakt: “Må Alma være den, der deler klodserne ud?” Den voksne kan også oversætte signaler, støtte turtagning og hjælpe børnene med at reparere små misforståelser.

5. Øv grænser, kraft og samtykke

Brug konkrete ord som “blidt”, “fast”, “stop” og “mere plads”. Lær barnet både at spørge om kram og fysisk leg og at respektere et nej. Barnet skal samtidig vide, at det selv må sige fra over for berøring.

6. Støt reguleringen omkring sociale aktiviteter

Nogle børn har gavn af bevægelse, tunge kropslige aktiviteter eller en rolig pause før og efter samvær. Det kan være at bære, skubbe, trække, hoppe, kravle eller opholde sig et stille sted. Vælg aktiviteter ud fra det enkelte barns reaktion – det, der beroliger ét barn, kan aktivere et andet.

7. Giv mulighed for pauser uden nederlag

Barnet må gerne trække sig kortvarigt, uden at det bliver betragtet som et afslag på fællesskabet. Aftal et trygt sted og en måde, barnet kan vise, at det har brug for en pause. Hjælp det tilbage, når det er klar.

8. Undgå at presse barnet ind i kontakt

Tvungne kram, krav om øjenkontakt eller pres for at deltage i en stor leg kan øge belastningen. Målet er ikke at få barnet til at holde ud, men at skabe rammer, hvor det gradvist kan deltage med tryghed.

Hvad kan dagtilbud og skole gøre?

Forældre og fagpersoner får det bedste billede, når de deler konkrete observationer. Det kan være hjælpsomt at aftale:

• En fast voksen, som kan støtte barnet ind i leg og hjælpe ved konflikter
• Mindre legegrupper eller aktiviteter med tydelige roller
• Rolige områder og mulighed for korte pauser
• Forberedelse før frikvarterer, fælleslege og skift
• Bevægelse og kropslige aktiviteter på tidspunkter, hvor barnet har gavn af det
• Fælles ord for grænser, kraft, pauser og hjælp
• Opfølgning på konkrete mål, eksempelvis at barnet kan deltage i en fælles aktivitet i ti minutter med passende støtte

Hvis barnet bliver holdt udenfor, drillet eller mobbet, skal indsatsen også rette sig mod børnegruppen og de voksnes ansvar for fællesskabet. Barnet skal ikke alene trænes til at passe ind i en ramme, der ikke er tryg.

Hvornår bør man søge hjælp?

Det kan være relevant at søge faglig hjælp, hvis barnet gennem længere tid:

• Trækker sig fra fællesskaber eller ofte ender i konflikter
• Bliver meget overvældet af berøring, bevægelse, lyd eller uforudsigelighed
• Har svært ved at regulere kraft og afstand i leg
• Viser tydelige motoriske, sproglige eller følelsesmæssige udfordringer
• Mister lysten til dagtilbud, skole eller fritidsaktiviteter
• Har reaktioner, som påvirker trivsel, læring eller familieliv

Afhængigt af barnets behov kan det være relevant at inddrage pædagog eller lærer, sundhedsplejerske, egen læge, PPR, fysioterapeut, ergoterapeut, psykolog eller andre relevante fagpersoner.

Sansemotorisk støtte som en del af indsatsen

Et sansemotorisk forløb kan være med til at undersøge, hvordan barnet reagerer på berøring, bevægelse og kropslige input, og hvilke strategier der giver mere ro og deltagelse i hverdagen. Indsatsen bør tage udgangspunkt i konkrete mål, der har betydning for barnet – for eksempel at kunne deltage mere trygt i en bestemt leg, holde passende afstand eller komme sig lettere efter en krævende social situation.

Hos Sansevejlederen tilbyder jeg individuelle forløb, der tager udgangspunkt i barnets samlede behov og familiens hverdag. Sammen ser vi på de kropslige signaler, finder relevante strategier og arbejder hen imod mere ro, tryghed og mulighed for at være en del af fællesskabet.

Skal jeg hjælpe dig og dit barn?

Kontakt mig i dag på mette@sansevejlederen.dk eller læs mere om sansemotoriske forløb her.