Barnets sanser og deres betydning
Barnets sanser spiller en central rolle for udvikling, bevægelse og trivsel. De giver hele tiden barnet information om både kroppen og omgivelserne og hjælper det med at forstå, hvad der sker, og hvordan det skal reagere.
Sanserne arbejder tæt sammen. Når samspillet mellem sanserne, kroppen og nervesystemet fungerer godt, foregår en stor del af bearbejdningen automatisk. Barnet kan derfor bruge sin energi på at lege, lære, bevæge sig og være sammen med andre.
De tre primære sanser
Vi tænker ofte først på syn, hørelse, smag og lugt, når vi taler om sanser. I det sansemotoriske arbejde har de tre primære sanser imidlertid en særlig betydning:
- Labyrintsansen
- Muskel- og ledsansen
- Taktilsansen
De tre sanser er aktive meget tidligt i barnets udvikling og indgår i et tæt samspil med både motorikken, nervesystemet og de øvrige sanser. De har blandt andet betydning for barnets kropsbevidsthed, balance, tryghed, bevægelse og mulighed for at regulere sit aktiveringsniveau – også kaldet arousal.
Når sanseindtryk bliver svære at bearbejde
Nogle børn registrerer sanseindtryk meget hurtigt og kraftigt. De kan blive overvældede af eksempelvis lyde, berøring, bevægelse eller mange mennesker og kan have brug for at trække sig eller beskytte sig mod indtrykkene.
Andre børn registrerer ikke sanseindtrykkene lige så tydeligt. De kan derfor søge mere bevægelse, tæt fysisk kontakt eller kraftige kropslige aktiviteter for bedre at kunne mærke sig selv.
Det samme barn kan reagere forskelligt fra sans til sans. Barnet kan eksempelvis være meget følsomt over for nogle sanseindtryk og samtidig have et stort behov for andre. Reaktionerne kan også ændre sig alt efter, hvor træt barnet er, hvilke krav der stilles, og hvor mange indtryk barnet allerede har bearbejdet i løbet af dagen.
Sansemotoriske udfordringer kan blandt andet komme til udtryk som uro, koncentrationsbesvær, søvnproblemer, motorisk usikkerhed, konflikter eller kraftige reaktioner på tøj, berøring og lyd. De samme tegn kan dog have forskellige forklaringer. Derfor er det vigtigt at se på barnets samlede mønster frem for kun at fokusere på én bestemt reaktion.
Forstå barnets reaktioner
Når vi bliver klogere på, hvordan barnet registrerer og bearbejder sanseindtryk, bliver det ofte lettere at forstå adfærd, som ellers kan virke uforklarlig eller uhensigtsmæssig.
Barnets reaktioner handler ikke nødvendigvis om manglende vilje. De kan være et udtryk for, at kroppen og nervesystemet arbejder hårdt på at håndtere hverdagens indtryk og krav.
På links herover kan du læse mere om labyrintsansen, muskel- og ledsansen og taktilsansen samt om, hvordan de kan have betydning for dit barns hverdag.
I mine sansemotoriske forløb ser jeg på samspillet mellem barnets sanser, arousal, motorik og primitive reflekser. Målet er at forstå barnets behov og finde øvelser og redskaber, som kan anvendes i familiens hverdag.
