Selektiv mutisme hos børn

Når angst, arousal og sanser spiller sammen

Selektiv mutisme er en kompleks angstlidelse, hvor barnet kan tale frit i trygge omgivelser, men ikke er i stand til at tale i bestemte sociale sammenhænge – typisk i skole, dagtilbud eller sammen med mennesker, barnet ikke kender godt.

For forældre og fagpersoner kan det være svært at forstå, at et barn kan være snakkende, livligt og frit derhjemme, men helt stille og tilbagetrukket andre steder.

Barnet vælger imidlertid ikke at være tavst. I den svære situation udløser forventningen om at tale så meget angst, at kroppen går i en freeze-respons. Barnet vil måske gerne svare, men ordene er ikke tilgængelige.

Angst er ikke kun noget, der foregår i tankerne. Den mærkes også i kroppen og påvirker blandt andet muskelspænding, vejrtrækning, bevægelse, opmærksomhed og tale. Derfor giver det mening at se på både barnets følelsesmæssige tryghed, arousal og kropslige regulering.

Nogle børn med selektiv mutisme har samtidig sansemæssige eller motoriske udfordringer. De kan gøre sociale situationer endnu mere belastende, men de er ikke nødvendigvis årsagen til den selektive mutisme.

Hvad er selektiv mutisme?

Selektiv mutisme viser sig ofte i den tidlige barndom og bliver typisk tydelig, når barnet begynder i dagtilbud eller skole.

Barnet kan tale ubesværet i kendte og trygge rammer, men bliver tavst i bestemte situationer. Det sker ikke, fordi barnet er trodsigt, stædigt eller ikke har lyst til at svare. Barnet er i situationen ikke i stand til at tale.

Typiske tegn kan være:

• Barnet taler hjemme, men er tavst i institution eller skole.
• Barnet bliver stift i kroppen eller får et fastfrosset ansigtsudtryk.
• Barnet undgår måske øjenkontakt, når det forventes at svare.
• Barnet bruger fagter, nik, skrift eller hvisken i stedet for almindelig tale.
• Barnet har svært ved at bede om hjælp, mad, drikke eller adgang til toilettet.
• Barnet ved godt, hvad det vil sige, men kan ikke få ordene frem.
• Barnet kan virke meget træt, frustreret eller følelsesmæssigt påvirket efter en dag med mange krav.
• Barnet kan fejlagtigt blive opfattet som genert, uinteresseret, uhøfligt eller trodsigt.

For at der kan være tale om selektiv mutisme, skal vanskelighederne have stået på gennem en periode og påvirke barnets mulighed for at fungere socialt eller fagligt. Tavsheden skal desuden vurderes i forhold til blandt andet barnets sprog, hørelse, udvikling og eventuelle andre diagnoser.

Når angsten sætter sig i kroppen

Forventningen om at skulle tale kan udløse en kraftig kropslig alarmreaktion. Barnet kan opleve høj puls, spændte muskler, overfladisk vejrtrækning og en følelse af at være fastlåst.

Nogle børn bliver meget stille og ubevægelige. Andre forsøger at undgå situationen, gemmer sig eller reagerer kraftigt, når de kommer hjem til deres trygge omgivelser.

Det er denne freeze-respons, der kan få det til at se ud, som om sproget bliver ”slukket”. Barnet har stadig sit sprog, men kan ikke få adgang til det i den konkrete situation.

Når presset forsvinder, og barnet igen føler sig trygt, kan talen vende tilbage.

Arousal og sansernes betydning

Arousal beskriver barnets vågenheds- og spændingsniveau. Et barn skal hverken være helt uopmærksomt eller i højt alarmberedskab for at kunne være til stede, kommunikere og lære.

Nogle børn med selektiv mutisme bliver hurtigt overbelastede af sociale forventninger, mange mennesker, støj eller uforudsigelighed. Hvis barnet samtidig har svært ved at bearbejde sanseindtryk, kan belastningen blive endnu større.

De primære sanser kan blandt andet spille ind på følgende måder:

Den taktile sans

Uventet berøring, tæt kontakt eller mange mennesker omkring barnet kan øge utrygheden hos et barn, der er følsomt over for berøring.

Labyrintsansen

Nogle børn bliver urolige eller usikre ved bestemte former for bevægelse. Andre har brug for bevægelse for at regulere sig. Det er individuelt, hvad der henholdsvis aktiverer og beroliger barnet.

Muskel- og ledsansen

Aktiviteter, hvor barnet bruger kroppen og mærker modstand, kan virke regulerende for nogle børn. Det kan eksempelvis være at skubbe, trække, bære eller modtage dybe tryk, hvis barnet oplever det som rart.

Sansemæssige udfordringer er ikke i sig selv en forklaring på selektiv mutisme. De kan dog øge barnets samlede belastning og dermed gøre det endnu sværere at kommunikere i krævende omgivelser.

Hvad med fear paralysis- og moro-refleksen?

Et barn, der fryser, bliver stift eller reagerer kraftigt på uforudsigelighed, kan vise reaktionsmønstre, som i et sansemotorisk perspektiv kan minde om det, der forbindes med fear paralysis-refleksen og moro-refleksen.

Fear paralysis-refleksen beskrives som en tidlig beskyttelsesreaktion, hvor kroppen reagerer ved at fryse. Moro-refleksen forbindes med en pludselig alarmreaktion på blandt andet uventede sanseindtryk.

Ligheden mellem disse reaktioner betyder dog ikke, at aktive primitive reflekser er årsagen til selektiv mutisme. Tilstanden kan heller ikke vurderes eller forklares ud fra en reflekstest alene.

Hvis barnet også har motorisk uro, kraftige forskrækkelsesreaktioner, balanceproblemer eller andre sansemotoriske udfordringer, kan det være relevant at undersøge barnets samlede sansemotoriske profil. Eventuelle refleksøvelser skal i så fald rette sig mod de ledsagende udfordringer – ikke stå alene som behandling af den selektive mutisme.

Selektiv mutisme og autisme

Selektiv mutisme og autisme er to forskellige tilstande, men de kan godt forekomme hos det samme barn.

Selektiv mutisme kendetegnes ved, at barnet kan tale i nogle situationer, men ikke i andre på grund af angst. Ved en vurdering af autisme ser man på et bredere udviklingsmønster, som blandt andet kan omfatte social kommunikation, interesser, gentagelser, fleksibilitet og sansebearbejdning.

Autistiske børn kan også have selektiv mutisme, og deres mulighed for at kommunikere kan variere meget fra situation til situation. Man kan derfor ikke afgøre forskellen alene ud fra, om barnets tale fungerer godt derhjemme.

Hvis der er tvivl, er det vigtigt med en grundig faglig vurdering af barnets samlede udvikling og kommunikation.

Hvad kan hjælpe et barn med selektiv mutisme?

Indsatsen skal først og fremmest mindske den angst, barnet forbinder med at tale. Målet er ikke at presse ordene frem, men gradvist at gøre kommunikationen mere tryg.

Fjern presset for at tale

Undgå gentagne spørgsmål, opfordringer som ”sig nu noget” og belønninger, der gør barnets tale til centrum for alles opmærksomhed.

Accepter andre måder at kommunikere på

Lad barnet pege, nikke, skrive, tegne eller bruge billeder. Det giver barnet mulighed for at deltage uden at blive presset til at tale, før det er klar.

Skab trygge og forudsigelige rammer

En fast voksen, rolige omgivelser, små grupper og genkendelige rutiner kan mindske barnets belastning.

Arbejd i meget små trin

Barnet kan gradvist støttes fra nonverbal kommunikation til lyd, hvisken, enkelte ord og senere mere almindelig tale. Det skal ske systematisk og uden pludseligt at øge kravene.

Metoder som gradueret eksponering, stimulus fading og shaping bør planlægges sammen med fagpersoner, der har viden om selektiv mutisme.

Sørg for tværfagligt samarbejde

Forældre, dagtilbud eller skole og relevante fagpersoner skal arbejde i samme retning. Afhængigt af barnets behov kan der blandt andet inddrages talepædagog eller logopæd, psykolog, PPR og egen læge.

Støt eventuelle sansemotoriske udfordringer

Hvis barnet også har tydelige udfordringer med sanser, motorik eller arousalregulering, kan sansemotorisk vejledning bruges som supplement. Formålet er at reducere den samlede belastning og gøre det lettere for barnet at føle sig trygt og reguleret.

Hvad kan forældre og fagpersoner gøre allerede nu?

• Fortæl barnet, at du ved, at det ikke vælger tavsheden.
• Undgå at presse, lokke eller bestikke barnet til at tale.
• Brug kommentarer frem for mange direkte spørgsmål.
• Giv barnet god tid til at reagere.
• Accepter fagter, nik, skrift og andre kommunikationsformer.
• Undgå at vise stor overraskelse, når barnet taler.
• Sørg for, at barnet kan bede om hjælp, mad, drikke og adgang til toilettet uden at skulle tale.
• Skab rolige og forudsigelige overgange.
• Lad barnet deltage i sociale aktiviteter uden krav om tale.
• Aftal en fælles tilgang mellem hjemmet og de voksne omkring barnet.

Hvornår bør I søge hjælp?

Søg en faglig vurdering, hvis barnet gennem længere tid ikke taler i bestemte situationer, selvom det taler frit andre steder – særligt hvis det påvirker barnets intsitutions- eller skolegang, relationer, mulighed for at bede om hjælp eller generelle trivsel.

Tidlig støtte er vigtig. Selektiv mutisme er ikke noget, barnet nødvendigvis bare vokser fra, og det er ikke tilstrækkeligt at beskrive barnet som genert.

I kan eksempelvis begynde med at tale med barnets dagtilbud eller skole, PPR eller egen læge.

En helhedsorienteret støtte til barnet

Selektiv mutisme er en angstlidelse, hvor barnets krop og nervesystem reagerer så kraftigt i bestemte situationer, at talen bliver utilgængelig.

Barnet har først og fremmest brug for mindre pres, større tryghed og en gradvis, fagligt tilrettelagt indsats omkring kommunikationen.

Hvis barnet samtidig har sansefølsomhed, motorisk uro, høj arousal eller andre sansemotoriske udfordringer, kan det give mening også at støtte disse områder. Sansemotorisk træning skal her ses som et supplement til – og ikke en erstatning for – den målrettede indsats omkring selektiv mutisme.

I et individuelt 3-måneders sansemotorisk forløb undersøger jeg barnets sanser, arousal, motorik og primitive reflekser. På den baggrund får familien et træningsprogram, som er tilpasset barnets behov og jeres hverdag.

Er du i tvivl om, hvorvidt et sansemotorisk forløb kan være relevant som en del af støtten til dit barn, er du velkommen til at booke en gratis og uforpligtende afklarende telefonsamtale.

Skal jeg hjælpe dig og dit barn?

Kontakt mig i dag på mette@sansevejlederen.dk eller læs mere om sansemotoriske forløb her.