Mit barn har angst

Kan kroppen og sanserne spille en rolle?

Oplever du, at dit barn ofte virker utrygt eller ængsteligt eller trækker sig fra nye situationer? Måske har dit barn svært ved at falde i søvn, reagerer kraftigt på små ting eller bliver meget stille og lukket i sociale sammenhænge.

Hvis du har tænkt: ”Mit barn har angst”, er du langt fra alene.

Angst handler ikke kun om tanker. Den mærkes også i kroppen og kan blandt andet vise sig som hjertebanken, ondt i maven, muskelspændinger, uro eller en stærk trang til at flygte, kæmpe eller fryse. Hos nogle børn kan sansefølsomhed og kropslig utryghed være med til at forstærke alarmreaktionen.

Det betyder ikke, at angst alene kan forklares ud fra kroppen, sanserne eller de primitive reflekser. Angst kan have mange årsager, og når den er kraftig, langvarig eller hæmmer barnet i hverdagen, er det vigtigt at få relevant faglig hjælp.

I denne artikel ser jeg nærmere på, hvordan kroppens alarmreaktioner, sanserne og et sansemotorisk perspektiv kan være en del af det samlede billede – og hvad du som forælder kan gøre.

Angst hos børn – når kroppen siger ”pas på”

Angst og ængstelighed hos børn kan komme til udtryk på mange måder. Barnet kan eksempelvis:

• Blive meget stille og holde sig i baggrunden
• Reagere kraftigt på forandringer, krav eller uforudsigelighed
• Trække sig fra sociale situationer
• Bekymre sig meget, eksempelvis: ”Hvad nu hvis du dør?” eller ”Tænk, hvis jeg gør det forkert?”
• Sove uroligt eller have svært ved at sove alene
• Klage over hovedpine, mavepine eller kvalme
• Søge meget kontrol og gentagne forsikringer fra de voksne
• Have svært ved at give slip og finde ro i kroppen

Frygt og bekymring er en naturlig del af børns udvikling. Det bliver et problem, når angsten bliver så stærk eller vedvarende, at barnet undgår vigtige dele af hverdagen eller ikke længere kan deltage alderssvarende i skole, fritid og sociale fællesskaber.

Barnet forsøger som regel ikke at være besværligt. Kroppens alarmsystem reagerer, som om der er fare på færde – også selvom situationen udefra ser ufarlig ud.

Kroppens alarmreaktioner

Når hjernen registrerer en mulig fare, forbereder kroppen sig automatisk på at kæmpe, flygte eller fryse. Pulsen kan stige, vejrtrækningen ændre sig, musklerne spændes, og opmærksomheden rettes mod det, der føles farligt.

Hos nogle børn bliver alarmreaktionen aktiveret hurtigt og kraftigt. Barnet kan have svært ved at forklare, hvad der sker, fordi kroppen reagerer, før barnet når at sætte ord på oplevelsen.

Det kan blandt andet vise sig som:

• Flugt: Barnet løber væk, undgår eller nægter at deltage
• Kamp: Barnet bliver vredt, råber eller forsøger at kontrollere situationen
• Frys: Barnet bliver stille, passivt eller ude af stand til at svare og handle

Alle tre reaktioner kan være udtryk for utryghed. Derfor er det vigtigt at se bag adfærden og være nysgerrig på, hvad der blev for svært.

Sansesystemet og følelsesmæssig regulering

Sanserne spiller en vigtig rolle for barnets oplevelse af kroppen og omgivelserne. Forskning har fundet en sammenhæng mellem sensorisk overreaktion og angstsymptomer hos nogle børn. Det betyder ikke, at sansefølsomhed automatisk fører til angst, men sanseindtryk kan være en vigtig del af det, der udløser eller forstærker barnets utryghed.

Sansemæssige tegn kan være, at barnet:

• Reagerer kraftigt på berøring, lyde, lys, lugte eller bevægelse
• Bliver uroligt eller overvældet i institution, skole eller større forsamlinger
• Søger kontrol og stor forudsigelighed
• Undgår fysisk kontakt eller krymper sig sammen
• Har svært ved at regulere følelser og finde ro efter mange indtryk

Især følgende sanser kan være relevante at være opmærksom på:

Taktilsansen – berøring: Let eller uventet berøring kan hos et sansefølsomt barn opleves voldsomt. Det kan gøre tæt kontakt, tøj, tandbørstning eller aktiviteter med andre børn uforudsigelige.

Labyrintsansen – balance og bevægelse: Nogle børn bliver utrygge, når fødderne forlader jorden, eller når kroppen bevæges hurtigt. Andre søger bestemte, velkendte bevægelser, fordi de opleves som forudsigelige og beroligende.

Muskel- og ledsansen – proprioception: Input fra muskler og led hjælper barnet med at mærke kroppens position og kraft. Aktiviteter med skub, træk, kravlen eller anden rolig modstand kan for nogle børn gøre kroppen tydeligere og understøtte reguleringen.

Når barnet har svært ved at sortere sanseindtryk, kan omgivelserne føles mere uforudsigelige. Det kan øge belastningen, men det fortæller ikke i sig selv, om barnet har en angstlidelse.

Primitive reflekser – et observationsperspektiv, ikke en angstdiagnose

Primitive reflekser er automatiske bevægelsesreaktioner, som har en vigtig funktion tidligt i barnets udvikling og normalt træder i baggrunden, efterhånden som den viljestyrede motorik udvikles.

I en sansemotorisk afklaring kan man observere barnets bevægelsesmønstre, forskrækkelsesreaktioner, kropsspænding og evne til at genfinde ro. Sådanne observationer kan bidrage til forståelsen af barnets samlede regulering og motorik.

De primitive reflekser er imidlertid ikke en anerkendt selvstændig forklaring på angstlidelser, selektiv mutisme eller lavt selvværd. Reaktionerne skal derfor altid forstås i sammenhæng med barnets udvikling, trivsel, hverdag og øvrige symptomer.

Fear paralysis-refleksen og frysereaktionen

Fear paralysis-refleksen – ofte forkortet FPR – er et begreb, der bruges i nogle sansemotoriske og refleksbaserede tilgange til at beskrive en tidlig tilbagetræknings- eller frysereaktion.

Et barn, der reagerer med frys, kan blandt andet:

• Blive tavst og trække sig
• Lukke ned i sociale situationer
• Have svært ved at handle eller sige fra
• Virke meget genert, overtilpasset eller følsomt over for kritik
• Være stærkt påvirket indeni uden at kunne vise eller forklare det

Disse reaktioner er reelle og vigtige at tage alvorligt, men de er ikke i sig selv bevis på en aktiv FPR. De kan også ses ved blandt andet angst, overbelastning, selektiv mutisme, stress eller andre udviklingsmæssige udfordringer. Hvis et barn eksempelvis ikke kan tale i bestemte sociale situationer, bør det vurderes bredt og ikke alene forklares ud fra en refleks.

Moro-refleksen og forskrækkelsesreaktionen

Moro-refleksen er en velbeskrevet forskrækkelsesrefleks hos spædbørn, som normalt dæmpes i løbet af de første levemåneder.

Hos et større barn kan det være relevant at observere, hvis barnet:

• Bliver meget let forskrækket af lyde, lys, berøring eller bevægelse
• Har svært ved at falde til ro efter uventede hændelser
• Reagerer kraftigt på krav, kritik eller uforudsigelighed
• Er meget opmærksomt på stemninger og andres humør
• Veksler hurtigt mellem gråd, vrede og tilbagetrækning

Sådanne tegn viser, at barnet bliver belastet eller går hurtigt i alarm. De dokumenterer ikke i sig selv en aktiv moro-refleks og kan også hænge sammen med angst, sansefølsomhed, stress eller andre forhold.

Fra ængstelighed til tryghed – hvad kan du gøre?

1. Mød reaktionen med ro og forståelse

Anerkend barnets oplevelse uden at bekræfte, at situationen faktisk er farlig. Du kan eksempelvis sige: ”Jeg kan se, at din krop bliver urolig lige nu. Jeg bliver her, og vi tager ét skridt ad gangen.”

Undgå skældud og lange forklaringer, mens barnet er i alarm. Hjælp først kroppen med at falde til ro.

2. Hjælp barnet med at genkende kropssignaler

Tal på rolige tidspunkter om, hvordan angst kan mærkes i maven, brystet, benene eller vejrtrækningen. Når barnet lærer de tidlige signaler at kende, bliver det lettere at bede om hjælp, før reaktionen vokser sig stor.

3. Tilpas sanseindtrykkene

• Skab mulighed for pauser fra støj og mange mennesker
• Brug rolige aktiviteter med skub, træk, kravlen eller faste tryk, hvis barnet selv oplever dem som rare
• Respekter barnets grænser for berøring og bevægelse
• Begræns antallet af samtidige krav og beskeder

Sanseaktiviteter skal tilpasses det enkelte barn. Det, der beroliger ét barn, kan aktivere eller overvælde et andet.

4. Skab forudsigelighed

Brug eventuelt visuelle planer, forbered barnet på skift, og fortæl konkret, hvad der skal ske. Forudsigelighed kan mindske den samlede belastning og give barnet mere overskud til at øve sig på det svære.

5. Hjælp barnet frem i små, trygge skridt

Det er vigtigt ikke at presse barnet voldsomt. Samtidig kan fuldstændig undgåelse være med til at fastholde angsten. Hjælp derfor barnet med gradvist at nærme sig det svære i små, aftalte trin og med passende støtte. Ved udtalt angst bør dette planlægges sammen med en fagperson med viden om angstbehandling.

Kan et sansemotorisk forløb være relevant?

Et sansemotorisk forløb kan være et relevant supplement, hvis barnet ud over ængsteligheden også viser tydelige sansemotoriske udfordringer. En individuel afklaring kan blandt andet hjælpe med at:

• Identificere sanseindtryk og situationer, der belaster barnet
• Finde aktiviteter, der understøtter kropsbevidsthed og regulering
• Tilpasse krav, pauser og overgange i hverdagen
• Se nærmere på barnets motoriske mønstre og reaktioner
• Give familien konkrete redskaber til at skabe mere ro og forudsigelighed

Et sansemotorisk forløb er ikke i sig selv behandling af en angstlidelse og bør ikke erstatte eller forsinke en relevant psykologisk eller lægefaglig vurdering. Hos Sansevejlederen.dk tager jeg udgangspunkt i barnets samlede sansemotoriske profil og hjælper familien med konkrete redskaber til hverdagen.

Hvornår bør I søge professionel hjælp?

Søg hjælp, hvis angsten:

• Er kraftig eller har stået på gennem længere tid
• Forhindrer barnet i at komme i skole eller deltage i fritidsaktiviteter
• Påvirker søvn, spisning, venskaber eller familieliv markant
• Fører til vedvarende fysiske symptomer eller panikreaktioner
• Får barnet til at undgå flere og flere situationer
• Medfører, at barnet ikke kan tale eller fungere i bestemte sammenhænge

I kan kontakte barnets skole eller institution, PPR, kommunens lettilgængelige behandlingstilbud eller egen læge. Ved en egentlig angstlidelse er kognitiv adfærdsterapi den bedst dokumenterede psykologiske behandling til børn og unge.

Konklusion: Angst mærkes også i kroppen

Når dit barn virker angst eller ængsteligt, handler det ikke kun om tankemønstre. Angst er også en kropslig alarmreaktion, og sansefølsomhed kan hos nogle børn være med til at forstærke utrygheden.

Et sansemotorisk blik kan give værdifuld viden om barnets kropslige reaktioner og behov. Det skal samtidig indgå i en helhedsorienteret forståelse, hvor barnets tanker, følelser, relationer, hverdag og behov for professionel angstbehandling også bliver taget alvorligt.

Med forståelse, forudsigelighed, gradvise skridt og den rette faglige støtte kan barnet få bedre muligheder for at opleve tryghed og deltage mere frit i hverdagen.

Skal jeg hjælpe dig og dit barn?

Kontakt mig i dag på mette@sansevejlederen.dk eller læs mere om sansemotoriske forløb her.