Hyperaktivt barn – tegn, mulige årsager og støtte

Et hyperaktivt barn er ofte i næsten konstant bevægelse. Barnet løber, hopper, klatrer, piller ved ting, taler meget eller har svært ved at blive siddende. Det kan virke, som om barnet aldrig løber tør for energi.

Hyperaktivitet bliver let opfattet som dårlig opførsel, manglende grænser eller et sikkert tegn på ADHD. Men hyperaktivitet er først og fremmest en beskrivelse af det, vi kan se. Adfærden fortæller ikke i sig selv, hvorfor barnet har svært ved at finde ro.

Der kan ligge flere forskellige forhold bag barnets uro. Derfor er det vigtigt at se på, hvornår uroen opstår, hvor den viser sig, og hvad der hjælper barnet.

Hvad er hyperaktivitet hos børn?

Hyperaktivitet beskriver et meget højt aktivitetsniveau, som barnet kan have svært ved selv at regulere.

Det kan blandt andet vise sig ved, at barnet:

• Har svært ved at sidde stille

• Konstant bevæger hænder eller fødder

• Løber, hopper eller klatrer meget

• Taler meget eller afbryder andre

• Har svært ved at vente på tur

• Handler hurtigt og impulsivt

• Let bliver afledt

• Har svært ved at fastholde opmærksomheden

• Skifter hurtigt fra én aktivitet til en anden

Alle børn kan have perioder med meget energi og uro. Det bliver især relevant at undersøge nærmere, når aktivitetsniveauet er tydeligt højere end forventet for barnets alder, varer ved over tid og påvirker barnets læring, relationer, sikkerhed eller trivsel.

Hyperaktivitet er et signal – men ikke en færdig forklaring

Når et barn konstant bevæger sig, fortæller kroppen os, at barnet har svært ved at tilpasse sit aktivitetsniveau til situationen. Men der kan være mange forklaringer.

Hyperaktiv adfærd kan blandt andet hænge sammen med:

• ADHD eller andre udviklingsmæssige forhold

• For lidt eller dårlig søvn

• Stress, bekymring eller utryghed

• For mange krav eller uklare forventninger

• Sansemæssig overbelastning

• Behov for mere kropslig aktivitet

• Smerter, sult eller fysisk ubehag

• Vanskeligheder med at forstå en opgave eller besked

• Kedsomhed eller opgaver, der ikke passer til barnets niveau

Ofte spiller flere forhold sammen. Derfor bør man hverken konkludere, at barnet har ADHD, eller at uroen udelukkende skyldes sansemotoriske udfordringer, ud fra adfærden alene.

Hvis barnets adfærd ændrer sig pludseligt og markant, er det også relevant at undersøge, om der kan være en fysisk eller psykisk årsag.

Arousal og barnets regulering

Arousal beskriver nervesystemets niveau af vågenhed og parathed. Barnet har brug for et passende arousalniveau for at kunne koncentrere sig, deltage og reagere hensigtsmæssigt.

Hyperaktiv adfærd kan ses både ved høj og lav arousal.

Ved høj arousal kan barnet være anspændt, hurtigt reagerende og let overbelastet. Kroppen er i et højt beredskab, og selv små krav eller sanseindtryk kan udløse store reaktioner.

Ved lav arousal kan barnet søge bevægelse for at blive mere vågent og mærke kroppen tydeligere. Barnet kan løbe, hoppe, larme eller pille ved ting for at holde sig i gang.

Bevægelse kan derfor hjælpe nogle børn med at regulere sig. Men kraftig bevægelse kan også aktivere barnet yderligere. Det afgørende er ikke kun, hvilken aktivitet barnet laver, men hvordan barnet reagerer bagefter.

Sansernes betydning for uro og bevægelsesbehov

Labyrintsansen, muskel- og ledsansen og taktilsansen giver hjernen information om bevægelse, kroppens position og berøring.

Nogle børn søger meget kraftige sanseindtryk. De kan eksempelvis:

• Hoppe eller løbe næsten konstant

• Støde ind i mennesker og møbler

• Søge vild leg og høje hastigheder

• Bruge meget kraft, når de leger eller skriver

• Have svært ved at mærke, hvor hårdt de skubber eller griber

• Have behov for at bevæge sig for at kunne lytte

Andre børn bliver hurtigt overbelastede af bevægelse, berøring, lyde eller mange mennesker. Overbelastningen kan også vise sig som uro, flugt, højt tempo eller stærke følelsesreaktioner.

Disse reaktioner kan være relevante observationer i en sansemotorisk vurdering. De kan dog ikke stå alene som forklaring eller bruges til at stille en diagnose.

Primitive reflekser kan være en del af det motoriske billede

Primitive reflekser er automatiske bevægelsesreaktioner, som spiller en vigtig rolle tidligt i barnets udvikling. Efterhånden som barnet udvikler mere viljestyret bevægelse og kropskontrol, bliver refleksreaktionerne normalt mindre dominerende.

Hos nogle større børn kan man fortsat se bevægelsesmønstre, der kan minde om tidlige refleksreaktioner. Det kan blandt andet have betydning for barnets holdning, balance, koordination og evne til at udføre bestemte bevægelser.

I en motorisk vurdering kan det derfor være relevant at undersøge refleksmønstre som Moro-refleksen, ATNR og andre tidlige reaktioner.

Forskning har fundet mulige sammenhænge mellem vedvarende primitive refleksreaktioner og ADHD-symptomer. Det betyder dog ikke, at aktive primitive reflekser er en dokumenteret årsag til hyperaktivitet eller ADHD.

Reflekserne bør derfor altid vurderes som én del af barnets samlede motoriske og udviklingsmæssige billede.

Er hyperaktivitet tegn på ADHD?

Hyperaktivitet er et af kernesymptomerne ved ADHD sammen med opmærksomhedsvanskeligheder og impulsivitet. Men et barn har ikke nødvendigvis ADHD, fordi det har meget energi eller svært ved at sidde stille.

Ved en udredning ser man blandt andet på:

• Hvor længe vanskelighederne har været til stede

• Om de viser sig både hjemme og i skole eller institution

• Om de er tydeligere end forventet for barnets alder

• Hvor meget de påvirker barnets hverdag og trivsel

• Om der kan være andre forklaringer på adfærden

Nogle børn med ADHD har ikke tydelig fysisk hyperaktivitet. De kan i stedet have store opmærksomhedsvanskeligheder og fremstå drømmende eller mentalt fraværende. Dette er tidligere ofte blevet omtalt som ADD.

Autistiske børn kan også være motorisk urolige eller reagere kraftigt på sanseindtryk og krav. ADHD kan desuden forekomme sammen med autisme. Derfor kræver det en bred faglig vurdering at forstå det enkelte barns vanskeligheder.

Sansemotorisk træning kan være et supplement, hvis barnet samtidig har udfordringer med balance, kropskontrol, motorik eller regulering. Den kan ikke erstatte en udredning eller anden relevant behandling.

Hvad har et hyperaktivt barn brug for?

Et hyperaktivt barn har sjældent glæde af konstant at få at vide, at det skal sidde stille, tage sig sammen eller dæmpe sig.

Barnet har i stedet brug for voksne, som er nysgerrige på, hvad der udløser uroen, og hvad der hjælper kroppen med at blive bedre organiseret.

Der findes ikke én løsning, der virker på alle børn. Støtten skal tilpasses barnets behov og reaktioner.

Den rigtige bevægelse på det rigtige tidspunkt

Nogle hyperaktive børn har brug for flere muligheder for at bruge kroppen i løbet af dagen. Bevægelsen skal dog have et tydeligt formål og tilpasses barnet.

Det kan eksempelvis være:

• At skubbe, trække eller bære noget passende tungt

• At kravle eller bevæge sig gennem en forhindringsbane

• At gå, løbe eller cykle

• At hoppe kontrolleret

• At rulle eller trille

• At lave balanceøvelser

• At hjælpe med praktiske opgaver

• At holde korte bevægelsespauser mellem stillesiddende aktiviteter

Nogle børn falder til ro efter tungt muskelarbejde eller rytmisk bevægelse. Andre bliver mere opkørte af eksempelvis hurtig gyngebevægelse, mange hop eller snurren.

Hold derfor øje med, om barnet bagefter virker mere samlet og tilgængeligt – eller mere uroligt, ukoncentreret og overbelastet.

Målet er ikke at udmatte barnet. Målet er at finde bevægelse, som hjælper barnet med at regulere sig.

Struktur og forudsigelighed

Et barn, der bruger mange kræfter på at regulere sig, kan have stor glæde af en overskuelig og forudsigelig hverdag.

Det kan hjælpe at:

• Give én besked ad gangen

• Bruge korte og konkrete formuleringer

• Forberede barnet på overgange

• Anvende en enkel dagsplan eller visuel støtte

• Skifte mellem bevægelse og mere rolige aktiviteter

• Indlægge pauser, før barnet bliver overbelastet

• Sørge for regelmæssige måltider og søvn

• Tilpasse kravene til barnets aktuelle overskud

Forudsigelighed fjerner ikke nødvendigvis hyperaktiviteten, men den kan mindske den belastning, som barnet skal håndtere.

Hjælp barnet gennem samregulering

Børn lærer gradvist at regulere sig selv gennem erfaringer med rolige og tilgængelige voksne.

Når barnet bliver uroligt eller overbelastet, kan den voksne hjælpe ved at:

• Bevare en rolig stemme og et roligt tempo

• Bruge færre ord

• Hjælpe barnet væk fra en overvældende situation

• Anerkende, at noget er blevet svært

• Vise barnet, hvad det kan gøre i stedet

• Give barnet tid til at genfinde roen

Dybe tryk, massage og kram kan virke beroligende på nogle børn. For andre føles det ubehageligt eller grænseoverskridende. Berøring bør derfor altid ske med barnets accept og stoppes, hvis barnet viser modstand eller ubehag.

Hvordan kan du se, om en aktivitet hjælper?

En regulerende aktivitet skal ikke kun få barnet til at være stille i øjeblikket. Den skal gerne gøre det lettere for barnet at deltage bagefter.

Efter en aktivitet kan du eksempelvis se efter, om barnet:

• Bevæger sig i et mere roligt og organiseret tempo

• Har lettere ved at lytte og tage imod en besked

• Bedre kan skifte til den næste aktivitet

• Virker mere tilpas i kroppen

• Har lettere ved at fastholde opmærksomheden

Hvis barnet bliver mere uroligt, irritabelt, svimmel eller utilpas, har aktiviteten eller doseringen sandsynligvis ikke været rigtig for barnet i den situation.

Sansemotorisk træning skal tilpasses barnet

I et 3-måneders sansemotorisk forløb undersøger jeg barnets samlede sansemotoriske profil. Jeg ser blandt andet på balance, kropskontrol, motoriske færdigheder, sansemæssige reaktioner, refleksmønstre og regulering.

Herefter får familien et individuelt træningsprogram, som tilpasses barnet og familiens hverdag. Undervejs følger vi barnets reaktioner og justerer øvelserne efter behov.

Målet er ikke blot at få barnet til at sidde stille. Målet er at støtte barnet i at få bedre kropskontrol, mere hensigtsmæssig regulering og bedre mulighed for at deltage i hverdagen.

Et sansemotorisk forløb kan supplere andre indsatser, men det kan ikke bruges til at diagnosticere eller behandle ADHD.

Hvornår bør man søge yderligere hjælp?

Det er relevant at søge faglig hjælp, hvis barnets uro:

• Har stået på gennem længere tid

• Viser sig både hjemme og i skole eller institution

• Påvirker barnets læring eller relationer

• Fører til mange konflikter eller stor mistrivsel

• Gør det svært for barnet at deltage i almindelige aktiviteter

• Skaber farlige situationer for barnet eller andre

• Er opstået pludseligt eller har ændret sig markant

Tal med de voksne, der kender barnet fra skole eller institution. PPR, egen læge eller andre relevante fagpersoner kan hjælpe med at vurdere, om der er behov for yderligere undersøgelse eller støtte.

Et hyperaktivt barn har brug for forståelse

Hyperaktivitet er ikke nødvendigvis trods, dårlig opdragelse eller bare for meget energi. Men der findes heller ikke én enkelt forklaring, som passer på alle hyperaktive børn.

Nogle børn har ADHD. Andre er trætte, stressede, overbelastede eller har svært ved at forstå kravene. Nogle søger bestemte sanseindtryk eller har sansemotoriske udfordringer. Hos mange børn spiller flere forhold sammen.

Når vi bliver nysgerrige på, hvad barnets bevægelse forsøger at løse, bliver det lettere at finde den støtte, der passer til netop dette barn.

Skal jeg hjælpe dig og dit barn?

Kontakt mig i dag på mette@sansevejlederen.dk eller læs mere om sansemotoriske forløb her.